Verdens bedste forlader de danske håndboldmestre
Henny Reistad er i gang med sin sidste sæson hos Team Esbjerg. Til sommer forlader hun Vestjylland.

Henny Reistad er i gang med sin sidste sæson hos Team Esbjerg. Til sommer forlader hun Vestjylland.

Den norske håndboldstjerne Henny Reistad forlader de danske mestre fra Team Esbjerg til sommer.
Det oplyser den danske klub på sin hjemmeside.
Reistad kom til klubben i 2021 og er de seneste tre år blevet kåret som verdens bedste kvindelige håndboldspiller af Det Internationale Håndboldforbund (IHF).
Det er ikke oplyst, hvor hun fortsætter karrieren. Den franske klub Brest Bretagne holder dog pressemøde klokken 17.00 fredag, og rygterne vil vide, at det er for at annoncere Reistad som ny spiller fra sommer.
- Det første ord, der falder mig ind, er taknemmelighed. På Team Esbjergs, den danske ligas og egne vegne over, at vi har haft Henny her i seks sæsoner, siger Esbjerg-cheftræner Tomas Axnér til hjemmesiden.
27-årige Reistad blev hentet til den vestjyske klub under Jesper Jensens ledelse. Hun havde netop vundet Champions League med norske Vipers Kristiansand, før hun skiftede.
Siden er hendes cv blevet fyldt med endnu flere titler, men lige præcis Champions League har hun ikke vundet med Esbjerg trods fire deltagelser i Final 4.
Meritlisten tæller i landsholdsregi OL-guld, to VM-titler og tre EM-titler, mens hun med Team Esbjerg har vundet tre danske mesterskaber og fire pokaltitler.
- Det har været seks fantastiske år med Henny i Team Esbjerg, og hun har været stærkt medvirkende til at udvikle vores klub til, hvor vi er nu, lyder det på hjemmesiden fra bestyrelsesformand Bjarne Pedersen.
- Vi er meget taknemmelige for de mange fantastiske øjeblikke, som du har givet vores fans i Blue Water Dokken og hele håndbolddanmark, tilføjer han direkte henvendt til den norske stjernespiller.
Reistad er anfører for det norske landshold, for hvem hun har spillet 124 kampe og scoret 579 mål.
RITZAU