Verdens bedste: Dansk træner modtager stor pris

 

Verdens bedste inden for sit felt.

Det er langt fra alle, der kan prale af netop den titel. Men det er præcis, hvad den danske Astralis-træner Danny 'zonic' Sørensen nu kan.

Søndag har han nemlig modtaget prisen som årets esportstræner ved det årlige Esports Awards i USA. Dermed slår han andre nominerede trænere i ikke blot Counter-Strike, men på tværs af alle esportsdiscipliner.

»Det er en stor hæder og ære, og selvfølgelig er jeg da både stolt og glad for at blive Årets træner på tværs af titler,« fortæller 'zonic' til B.T. og fortsætter:

»Jeg har en stærk organisation omkring mig og fem klassespillere, der lever og agerer som professionelle og ofrer det, der skal til, for at vi kan nå vores fælles mål. Så den her pris skal deles med alle. Især spillerne.«

Astralis' resultater taler da også sit tydelige sprog.

Det danske verdensstjernehold ligger lige nu nummer et på verdensranglisten og har blandt andet vundet de to største turneringer i år - de såkaldte Majors. Med Major-sejren i september blev Astralis samtidig det første hold nogensinde til at vinde i alt fire Majors og til at vinde tre Majors i streg.

Udover fem meget talentfulde spillere skal noget af den succes også tilfalde Danny 'zonic' Sørensen.

»Jeg arbejder hele tiden på at blive bedre til både det faglige og ledelsen af et team. Vi træder nye skridt, og jeg har stor støtte hos sportsdirektøren, vores sportspsykolog og i hele organisationen omkring holdet. Vi udvikler rollen og hele det professionelle setup hele tiden,« forklarer han.

’Zonic’ vandt prisen foran den sydkoreanske League of Legends-træner Kim ’kkOma’ Jeong-gyun, der er træner for SK Telecon T1, der er blandt de allerbedste hold i verden.

Det danske Counter-Strike-hold var også nomineret til flere af de mange priser ved awardshowet i USA.

Holdet blev blandt andet nummer to i prisen som årets esportshold, men måtte se sig slået af League of Legends-holdet G2 Esports.

Næste opgave for danske Astralis blive i slutnigen af november, når de skal spille ECS Finals i USA.