Venus venter Wozniacki i Auckland-finalen

Venus Williams, billedet, møder danske Caroline Wozniacki i finalen ved WTA-turneringen »ASB Classic« i Auckland på New Zealand. Fold sammen
Læs mere

Det bliver Venus Williams, som den danske tennisspiller Caroline Wozniacki skal møde i finalen ved WTA Tour-turneringen »ASB Classic« i Auckland på New Zealand.

Den 34-årige veteran vandt sin semifinale 6-0, 6-3 over sin 13 år yngre amerikanske modstander Lauren Davis, der undervejs måtte behandles for en skade i nakken.

»Specielt mit første sæt var jeg tilfreds med. Det føles godt at være i en finale igen,« sagde en forkølet og meget kortfattet Venus Williams efter semifinalen ved det sædvanlige baneinterview.

Vinderen af finalen mellem Caroline Wozniacki og Venus Williams vil foruden en førstepræmie på 43.000 US-dollars også blive belønnet med 280 point til verdensranglisten.

Nærlæser man verdensranglisten må Caroline Wozniacki, der er nummer otte, være favorit mod Venus Williams, der blot er nummer 19.

Til gengæld har Venus Williams utvivlsomt det psykiske overtag, når de to spillere klokken 02.30 (dansk tid) natten mellem fredag og søndag entrer Centre Court:

Således fører Venus Williams den indbyrdes statistik 5-0.

De to spillere mødtes i fjor i semifinalen ved en WTA Tour-turnering i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. Ved den lejlighed vandt Venus Williams problemløst 6-3, 6-2.

De fire foregående dueller mellem amerikaneren og danskeren blev spillet i 2007 og 2008. Heller ikke her lykkedes det for danskeren at vinde et eneste sæt.