Velspillende danskere trumlede Litauen over

Henrik Toft Hansen fik meget spilletid i forsvaret mod Litauen. Her blev det til en del nærkampe. Fold sammen
Læs mere

Davids kamp mod Goliat. De små mod de store. Klicheerne stod i kø før torsdagens EM-kvalifikationskamp i herrehåndbold mellem Danmark og Litauen. Men modsat den bibelske fortælling formåede de undertippede gæster ikke at drille Gudmundur Gudmundsson i hans første kamp i spidsen for det danske landshold.

Miniput-nationen blev simpelthen tromlet ned af et dansk mandskab, der var mere end et par klasser bedre end modstanderen. En mere offensiv midtblok i forsvaret end de danske håndboldtilskuere har været vant til fra Ulrik Wilbeks tid som landstræner, stressede helt tydeligt Litauens i forvejen langt fra skræmmende offensiv.

Samtidig fik altid energiske Morten Olsen chancen som playmaker i det danske angrebsspil, og den opgave løste han stort set problemfrit. Med stor aggression styrede han slagets gang. Det gjorde, at Danmark allerede fra kampens start bragte sig afgørende foran.

Litauen begyndte ellers kampen med bolden, men kampens første angreb blev holdets eneste chance i kampen for at bringe sig foran. Men i stedet for en scoring til 1-0 reddede Niklas Landin den litauiske afslutning og sendte Anders Eggert af sted i den anden ende. Med en finurlig afslutning bragte han Danmark foran - og derfra eskalerede det for alvor.

4-1 blev til 7-5, som blev til 11-5 - som så igen blev til 14-6. Kort tid efter kunne Morten Olsen score halvlegens sidste scoring til dansk føring på 18-6.

I anden halvleg blev Mads Mensah Larsen og Bo Spellerberg sendt på banen - og det resulterede straks i lidt forvirring i det danske angrebsspil. Litauen fik lidt kunstigt åndedræt, men ved stillingen 19-14 fik Mikkel Hansen nok. Han svingede højrehånden et par gange, og så var der igen ro over klappepølserne i Brøndby Hallen.

26-17-føringen blev sikkert vekslet til en 31-21-sejr.

Danmark spiller næste kvalifikationskamp mod Bosnien Hercegovina på søndag.