Veloplagte Spanien dukker Frankrig og booker VM-finale
Mikel Oyarzabal og Pedro Porro scorede målene for Spanien, der fik stækket Frankrigs offensiv.

Mikel Oyarzabal og Pedro Porro scorede målene for Spanien, der fik stækket Frankrigs offensiv.

Europamesteren Spanien bliver aktør i søndagens VM-finale i New Jersey.
Tirsdag slog et veloplagt spansk mandskab i sin semifinale Frankrig 2-0 efter træffere af angriberen Mikel Oyarzabal og højreback Pedro Porro.
Spanierne tog i høj grad brodden af et skuffende fransk mandskab ved at aktivere nogle af holdets stærkeste sider: en bomstærk organisation og kontrolleret boldbesiddelse.
Den stjernebesatte offensiv med Kylian Mbappé, Ousmane Dembele og Michael Olise kom aldrig i omdrejninger og blev registreret for meget få farlige aktioner.
Søndag dyster Spanien mod enten England eller den regerende verdensmester, Argentina. De to mødes onsdag i Atlanta.
Semifinalen på stadion i Arlington begyndte lidt som forventet tæt og afventende fra begge mandskaber.
En fransk omstilling og et spansk frispark på kanten af feltet var blandt de få indslag, inden opgøret efter 20 minutter blev sat i sving.
Venstreback Lucas Digne dummede sig i duel med Lamine Yamal, og det udløste til forgæves franske protester et straffespark.
Det omsatte Mikel Oyarzabal til 1-0, selv om Mike Maignan gik til den rigtige side.
Frankrig var tvunget frem, men risikovilligheden over for det boldfaste spanske hold var i første omgang ikke stor, hvorfor resten af første halvleg primært bød på flyvske forsøg fra distancen.
Desværre for Frankrig blev Arsenal-profilen William Saliba skadet efter en halv time, og i pausen blev også midtbanemotoren Adrien Rabiot skiftet ud, efter at han tidligt havde raget et gult kort til sig.
Og ondt blev værre i første del af anden halvleg, hvor franskmændene i perioder virkede fraværende.
Især efter 58 minutter, da højreback Pedro Porro spillede bande med Dani Olmo og i helt fri position sparkede Spanien på 2-0, virkede den franske defensiv i opløsning.
Yamal havde også bolden i nettet kort efter, men træfferen blev underkendt for offside.
Frankrig var længe om at komme i gang med et reelt pres mod spaniernes mål, og da det endelig skete i slutfasen, var det for febrilsk og uden kvalitet.
RITZAU