Velgørenhed giver Wozniacki perspektiv på tingene

Caroline Wozniacki bruger megen tid på velgørenhed, men hun er omhyggelig i sin udvælgelse.

Caroline Wozniacki, der torsdag spiller anden runde-kamp i US Open, prioriterer helst børn i forbindelse med velgørenhed. Timothy A. Clary/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Tennisstjernen Caroline Wozniacki er en travl kvinde. Som en af de mest profilerede kvindelige sportsudøvere i hele verden er hun eftertragtet i forbindelse med velgørenhedsarrangementer.

Wozniacki, der er i øjeblikket deltager i sæsonens sidste grand slam-turnering, US Open, stiller op til en del velgørenhed, men hun er omhyggelig i sin udvælgelse.

»Først og fremmest laver jeg min research og sikrer mig, at det er noget, jeg har det godt med. Jeg læser det grundigt igennem og får også andre til at kigge på det, før jeg siger ja,« siger Caroline Wozniacki.

»Lige meget hvilken charity, du ønsker at hjælpe, skal det være gjort korrekt.«

Velgørenhed spillede blandt andet en rolle, da Wozniacki tilbage i 2014 gennemførte New York Marathon. Da løb hun som ambassadør for New York Road Runners Team for Kids.

»Personligt er jeg meget passioneret omkring børn og sport. Børn og det at være aktiv har jeg lavet end del med,« siger Wozniacki.

Hun tilføjer, at hun hjælper en af sine bedste venner, der er i spidsen for velgørenhedsprojektet Medishare på Haiti.

»Jeg har været der et par gange for at hjælpe, og man opdager virkelig, hvor lidt de har, men hvor ekstremt glade børnene alligevel er.«

»Man ser børn, der ikke har fået mad hele dagen, vente på lidt ris, og de er stadig glade, holder i hånden og synger og danser. Det sætter tingene i perspektiv,« siger Wozniacki.

Torsdag spiller hun sin anden runde-kamp i US Open, hvor modstanderen er Lesia Tsurenko fra Ukraine.

Den er sat på som sidste kamp på aftenprogrammet på Louis Armstrong Stadium. Et godt bud er, at den begynder klokken 03.30-04 natten til fredag dansk tid.

/ritzau/