Vejle kan bruge mandagens hjemmesejr på 2-1 over Brøndby som et rygstød, når holdet i foråret skal kæmpe sig væk fra sidstepladsen og jagte overlevelse i Superligaen.

Det mener Vejle-målscorer Jelle Duin, der sørgede for sejrsmålet mod Brøndby på et straffespark ti minutter før slutfløjt.

- Det hjælper holdet. Vi har brug for pointene, for vi er langt nede i tabellen.

- Vi skal tættere på de andre hold efter vinterpausen, så det er godt at afslutte sådan her. Forhåbentlig giver det os et lille rygstød til perioden efter vinter, siger Jelle Duin til TV3 Sport.

Angriberen gør det klart, at målsætningen for resten af sæsonen er at undgå nedrykning.

Duin henviser til, at Vejle i sidste sæson endte sidst i grundspillet, men i det efterfølgende nedrykningsspil lykkedes det at overhale både AaB og Lyngby, der rykkede ned i 1. division.

Når forårssæsonen går i gang, er der seks point op til Silkeborg og Randers FC over nedrykningsstregen.

- Vi har mange kampe tilbage. I sidste sæson gjorde vi det samme, så der er altid håb.

- Det bliver hårdt, men når der er en lille chance, så skal vi gå efter den, siger Jelle Duin.

Hollænderen mener, at Vejle flere gange på det seneste har vist, at holdet besidder en vis kvalitet.

I den foregående hjemmekamp formåede bundholdet at besejre FC København med 2-0. Det var holdets blot anden sejr i Superligaen. Mandag mod Brøndby kom den tredje.

- Vi har haft en svær periode, men vi viste også mod FCK, at vi er svære at slå hjemme, siger Jelle Duin.

Vejle har ved vinterpausen 13 point på sidstepladsen. Det er et enkelt point færre end Fredericia, der er næstsidst.

Silkeborg og Randers FC er placeret lige over nedrykningsstregen med 19 point hver.

/ritzau/