Var det noget med stiletto-workout?

Aerobics er yt - danskerne vil træne på nye måder.

De tider, hvor fitness var synonym med aerobics og var noget, der foregik ved at en eller anden Jane Fonda-kopi råbte 'Kom så piger, kun otte gange mere' i munden på musikken iført firsergrøn tricot og pink pandebånd, er forbi.

- Aerobics er blevet umoderne. Danskerne vil meget hellere have nye træningsformer som for eksempel yoga og pilates, siger produktchef i S.A.T.S. Ronnie Handskemager.

- Fitness handler ikke længere om at få kæmpestore muskler. Fokus er rykket over på velvære og sundhed. Både fysisk og mentalt. Og derfor er lige præcis yoga og pilates blevet så efterspurgt, forklarer han.

I New York nøjes de træningsglade mennesker dog ikke med noget så normalt som yoga på en måtte. Her kan man for eksempel gå til 'stiletto-workout', der som navnet antyder, involverer træning iført stilehæle. Både det at lære at gå flot i dem, men også mere regulær træning, forklarer Ronnie Handskemager.

Hvis man hellere vil lære at strippe uden at smide tøjet og se lækker ud, mens man danser op ad en stang - ja, lige som på MTV - så kan man gå til 'pole-dance'.

- Det har været temmelig hypet i medierne, men det er ikke så udbredt igen i USA. Derfor tror jeg også, at det varer et stykke tid, før vi ser det - og stiletto-workout - i Danmark. Hvis vi overhovedet får det at se, siger Ronnie Handskemager.

Han spår, at dans liver den nye, store trend inden for træning i Danmark - en ny træninsform, som S.A.T.S. lancerer som de første herhjemme.

- Dans er allerede stort herhjemme. Her laver vi dans på den nemme måde. Man kan danse alene og gør det til alle mulige forskellige slags musik, siger Ronnie Handskemanger.