Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Cecilie Uttrup Ludwig rejste sig søndag fra et maveonde og vandt DM-guld i kvindernes landevejsløb.
Den 26-årige dansker grundlagde triumfen i Aalborg, da hun med 28 kilometer tilbage satte jagten ind på fem udbrydere, der på det tidspunkt havde et forspring på tre minutter.
Uttrup Ludwig kørte væk fra feltet, hvor to af de hårdeste konkurrenter, Amalie Dideriksen og Emma Norsgaard, var placeret.
Med 16 kilometer tilbage var den senere danmarksmester nået frem til frontgruppen, der var blevet decimeret til blot to ryttere.
Dideriksen og Norsgaard gav dog ikke op, og kort efter fik duoen kontakt til udbruddet, hvor Cecilie Uttrup Ludwig igen forcerede.
Ingen kunne følge med hende, og stille og roligt øgede hun forspringet. Til sidst kunne hun jublende køre over målstregen i Aalborg.
»Det var mildest talt ikke den bedste optakt til DM. Men det er bare fedt endelig at kunne køre i verdens fedeste og smukkeste trøje,« siger en glad Uttrup Ludwig til TV 2 Sport.
Emma Norsgaard, der torsdag vandt DM i enkeltstart, blev nummer to, mens Amalie Dideriksen blev treer.
En skuffet Norsgaard gjorde, hvad hun kunne.
»Cecilie kørte rigtig godt. Det var en god rute til hende, og på bakkerne er hun bare stærkest. Tillykke til Cecilie,« siger sølvvinderen ifølge Ekstra Bladet.
/ritzau/