Usynligt generationsskifte skal holde Danmark i verdenstoppen

Der bliver løbende sluset nye folk ind på landsholdet, så man ikke er nødt til at skifte ti spillere i ét hug.

Stregspiller Lukas Jørgensen var en af de største overraskelser i Nikolaj Jacobsens VM-trup. Han har nemlig aldrig tidligere været på A-landsholdet. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Malmø. Det danske herrelandshold i håndbold har i mere end et årti været en del af den absolutte verdenstop.

Spillere som Mikkel Hansen, Niklas Landin, Rasmus Lauge, Mads Mensah og ikke mindst Hans Lindberg har været bærende på landsholdet i den periode, men på et tidspunkt bliver selv de for gamle til at spille håndbold på topplan.

Derfor har Nikolaj Jacobsen indledt det, han kalder et usynligt generationsskifte. Landstræneren vil nemlig gerne holde Danmark i verdenstoppen i endnu et årti.

- Det er sket mange gange, at gode og store nationer har ventet for længe med at foretage de rette udskiftninger, og så er de røget ned i et hul, hvor de i otte-ti år nærmest er forsvundet fra verdenstoppen.

- Det vil vi helst undgå, siger Nikolaj Jacobsen.

Når landstræneren kalder sit generationsskifte usynligt, så er det, fordi han stille og roligt sluser nye navne ind. I år er fire debutanter eksempelvis med til VM.

Med sit indslusningssystem vil Nikolaj Jacobsen forberede en talentmasse til at bære Danmark, når de ældste siger farvel til rødt og hvidt.

- Truppen bliver yngre og yngre, og på et eller andet tidspunkt vil den store kerne, der har været med i mange år, være opløst. Men det er vigtigt, at vi ikke skifter otte-ti spillere på en gang.

I stedet kommer de unge altså ind klatvist og prøver kræfter med det øverste niveau.

- Det kan godt være, det koster lidt på den korte bane, men fordi vi får nogle unge ind sammen med de erfarne, så er de langt bedre rustede til at stå på egne ben, så vi ikke ryger ud af toppen, siger Nikolaj Jacobsen.

Lukas Jørgensen er det mest ekstreme eksempel på generationsskiftet i den nuværende trup. Før VM havde han nemlig aldrig været udtaget til A-landsholdet.

Men GOG-stregspilleren kommer altså ikke til at være billedet på, hvordan unge spillere bliver kørt ind i de voksnes rækker. Det er nemlig ikke Nikolaj Jacobsens plan at teste spillere ved slutrunder.

- Indimellem vil der være et eksempel som Lukas, der er kommet ind uden nogen form for erfaring. Men vi vil gerne have dem ind løbende og lære dem at kende, så de bliver en del af truppen.

- Til marts, når vi er samlet der, skal der nogle nye unge ind og prøve det, så det ikke er helt nyt for dem næste gang igen, siger Nikolaj Jacobsen.

/ritzau/