Basketballspilleren Edrice Femi "Bam" Adebayo var ustyrlig natten til onsdag for Miami Heat i den nordamerikanske basketliga NBA.
Adebayo lavede hele 83 point i en hjemmesejr på 150-129 over Washington Wizards.
Det er det næsthøjeste antal point, der nogensinde er lavet af en enkelt spiller i en kamp i NBA.
De mange point betyder, at Miami Heat-spilleren overtager andenpladsen på listen i NBA over flest point i én kamp fra legenden Kobe Bryant.
Bryant lavede 81 point for Los Angeles Lakers i et opgør mod Toronto i 2006.
Der er dog endnu et stykke vej op til rekorden, der tilhører Wilt Chamberlain, som i 1962 lavede 100 point for Philadelphia Warriors i en kamp mod New York Knicks.
Edrice Femi "Bam" Adebayo har aldrig tidligere lavet så mange point i en enkelt kamp.
Før den imponerende bedrift mod Washington Wizards lød Miami Heat-spillerens personlige rekord på 41 point.
Det var sjette kamp i træk, hvor Miami Heat trak sig sejrrigt ud af en kamp i NBA. Holdet indtager en sjetteplads i ligaens østlige konference med 37 sejre i 66 kampe.
/ritzau/
