Usikker fremtid for Altea-danskere efter klubsalg

Den spanske håndboldklub Altea har solgt ligalicensen til Burgos. Klubbens danskere Henrik Hansen og Rune Ohm ved ikke, hvad fremtiden bringer.

De økonomiske bagmænd bag den spanske håndboldklub Altea har pludselig solgt spillelicensen til byen Burgos, skriver den spanske avis Marca.

Det har efterladt et par frustrerede danske spillere i klubben, Henrik Hansen og Rune Ohm, der først tirsdag blev bekendt med beslutningen.

- Det er noget svineri. Det har ikke gjort det nemmere for os spillere at finde en ny klub. Hvis licensen bliver solgt, går jeg ikke ud fra, at jeg har kontrakt med den nye by. Jeg går ud fra, at vi så bliver fritstillet. Men jeg aner ingenting. Jeg ved godt, at det er sidste udkald, men det bliver enten Spanien eller Danmark, siger Rune Ohm på vej tilbage til Spanien efter sommerferie i Danmark.

De kommende dage skal Rune Ohm bruge på at få styr på, hvad fremtiden bringer. Han har spillet ét år i Altea, og havde oprindeligt først kontraktudløb efter den kommende sæson.

/ritzau/