USAs basketlandshold aflyser Senegal-tur af frygt for ebola

Chauncey Billups (til venstre), Kevin Durant (i midten) og Derrick Rose (til højre) aflyser en planlagt tur til Senegal af frygt for ebola. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ebola-udbruddet i Vestafrika har fået det amerikanske basketlandshold til at aflyste en planlagt rejse til Senegal.

Det skriver espn.com.

Kevin Durant, Derrick Rose og co. skulle have været i Senegal senere på måneden som en del af forberedelserne til VM i Spanien, der begynder 30. august.

Formanden for det amerikanske basketforbund (USAB), Jerry Colangelo, siger til ESPN.com, at WHOs seneste erklæring om den 'folkesundhedsmæssige krise' i Afrika har tvunget forbundet til at aflyse.

- Jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at vi er ekstremt skuffede over ikke at gennemføre vores besøg i Senegal. Hele delegationen havde set rigtig meget frem til oplevelsen, siger Jerry Colangelo til ESPN.com.

Ebola-udbruddet i Vestafrika er det størst registrerede nogensinde. I Liberia, Sierra Leone, Guinea og Nigeria er mere end 1.000 menneskers dødsfald blevet sat i forbindelse med ebola siden marts måned. Selvom Senegal altså er gået fri, vil USAB ikke tage nogen chancer.

- Landets placering som naboland til Guinea og Dakars (Senegals hovedstad, red.) egenskab som indgang til Vestafrika skærpede vores bekymring, siger Jerry Colangelo.

USA indleder VM med et opgør mod Finland i Bilbao den 30. august.