USAs B-hold klar til VM-finalen

Anthony Davis (tv.) og James Harden (th.) har været to af de bedste spillere på det amerikanske basketball-landshold ved VM i Spanien. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er muligvis gået manges næser forbi, at der i disse dage spilles VM i basketball i Spanien. Men torsdag aften spillede det første hold sig videre til finalen, og det var ingen ringere end de amerikanske verdensstjerner, der sikrede sig den første billet med en storsejr over Litauen.

Litauen var egentlig meget godt med i store dele af kampen, men den amerikanske overmagt sikrede med et dominerende tredje quarter en komfortabel sejr på 96-68. Så man bort fra tredje quarter, så var der blot en pointdifference på ni points.

Hvem der skal møde USA i finalen, finder man først ud af fredag, hvor Serbien møder Frankrig. Sidstnævnte skabte onsdag aften turneringens overraskelse, da holdet sendte Spanien ud af turneringen, der spilles på spaniernes hjemmebane.

USA vil altid være favoritter ved et verdensmesterskab eller de olympiske lege, men det er langt fra altid lige berettiget. For amerikanerne er så dedikerede til deres hjemlige liga, NBA, at landholdsbasketball ofte nedprioriteres. Det har også været tilfældet ved denne slutrunde, hvor USA mangler stort set alle profiler.

Navne som LeBron James, Kobe Bryant, Kevin Durant, Russell Westbrook og Carmelo Anthony er alle fraværende, og har man ikke det store kendskab til basketball, vil man nok have svært ved at genkende en eneste af de amerikanske spillere.