USA spiller sig videre fra gruppen med sejr over Australien
USA har maksimumpoint efter de to første VM-kampe og er videre fra gruppen. Fredag blev Australien slået 2-0.

USA har maksimumpoint efter de to første VM-kampe og er videre fra gruppen. Fredag blev Australien slået 2-0.

USA er kommet rigtig godt fra start ved VM-slutrunden, og allerede efter de to første kampe er avancement fra gruppespillet sikret.
Fredag aften dansk tid vandt de amerikanske værter i Seattle 2-0 over Australien i gruppe B. Dermed har USA maksimumpoint efter de to første gruppekampe. Paraguay blev i første kamp besejret 4-1.
Særligt i første halvleg mod australierne leverede USA en god indsats, der giver optimisme frem mod resten af slutrunden. Begge scoringer faldt i de første 45 minutter.
Med sejren er USA matematisk sikker på at gå videre til knockoutfasen. Natten til lørdag dansk tid tørner gruppe B's to øvrige hold, Tyrkiet og Paraguay, sammen.
Båret frem af stor støtte på lægterne kom amerikanerne ud med enorm optimisme og tempo i tingene mod Australien.
Alle aktioner foregik i topfart, og allerede efter ti minutter var der gevinst.
Folarin Balogun sendte en bold tværs gennem det australske felt, og det forvaltede stopper Cameron Burgess ganske klodset, da han sendte bolden op i eget nettag.
Australierne var ofte tvunget langt ned på egen banehalvdel og havde svært ved at spille sig ud af det amerikanske genpres.
Op til pausen blev værternes føring fordoblet. Alex Freeman fulgte op på et blokeret skud fra Sergiño Dest efter en fiks frisparkskombination.
45 gode minutter var nok for USA mod et tamt australsk mandskab.
Amerikanerne faldt i hvert fald gevaldigt i tempo i anden halvleg, men uden at sejren kom i fare.
Australien overtog det meste af spillet, men kunne ikke skabe de chancer, der skulle få holdet tilbage i kampen.
Viljen var der, men det australske niveau var ikke nok til at gøre det spændende.
/ritzau/