De amerikanske medværter for VM i fodbold er videre til ottendedelsfinalen efter en 2-0-sejr over Bosnien-Hercegovina.

USA spillede med ti mand den sidste halve time af kampen, da holdets målfarlige angriber Folarin Balogun fik rødt kort for en grov stempling.

Amerikanerne sad på stort set alt spillet i første halvleg, hvor bolden for det meste blev spillet rundt på Bosnien-Hercegovinas banehalvdel.

Midtbanespilleren Weston McKennie kom frem til flere indlæg fra højrekanten, men den sidste skarphed manglede foran mål for amerikanerne.

Efter en halv times spil brød langt de fleste af de 75.000 tilskuere på San Francisco Bay Area Stadium ud i jubel, da Folarin Balogun fik bolden i mål - men glæden forsvandt hurtigt, da han var offside.

Balogun blev ved med at jagte scoringen, og kort før pausen sendte Monaco-angriberen bolden mellem benene på Bosnien-Hercegovinas målmand, efter at han lidt tilfældigt havde fået bolden i et opspil.

Kort efter var han lige ved at sende USA til pause med en 2-0-føring, men overliggeren stod i vejen.

Bosnien-Hercegovina valgte i begyndelsen af anden halvleg at skifte tre spillere ud - blandt andet den 40-årige veteran Edin Džeko, som blev skadet.

Benjamin Tahirovic, der til daglig spiller i Brøndby, blev blandt andet skiftet ind.

Godt 60 minutter var spillet, da Bosnien-Hercegovinas forsvarsspiller Tarik Muharemovic lå og vred sig i græsset.

Efter et VAR-tjek hev dommeren det røde kort op af lommen og sendte målscorer Folarin Balogun tidligt i bad efter en stempling. Et stort tab for amerikanerne, da han dermed også misser ottendedelsfinalen.

Bosnien-Hercegovina pressede på for udligningen, men trods ti mand var det USA, der fik bolden i mål ti minutter før tid. Desværre for USA var AC Milan-profilen Christian Pulisic klart offside.

Den amerikanske stjerne var tilbage i startopstillingen, efter at han blev skadet i første halvleg af USA's åbningskamp mod Paraguay.

Malik Tillman fik udbygget føringen til 2-0 på et frispark fra kanten af feltet mod slutningen af kampen.

USA skal møde Belgien i ottendedelsfinalen.

RITZAU