Uoverensstemmelser får Spanien til at droppe OL-planer

Uenigheder mellem regionerne Catalonien og Aragonien får Spanien til at droppe planerne om vinter-OL i 2030.

Spanien må droppe planer om vinter-OL, siger Alejandro Blanco. Isabel Infantes/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Madrid. Spanien kommer ikke til at byde på værtskabet i forbindelse med vinter-OL i 2030, selv om det var planen at bringe Pyrenæerne i spil som vært.

Det skyldes politiske uoverensstemmelser mellem regeringerne i de spanske regioner Catalonien og Aragonien.

Det fortæller præsidenten for Spaniens Olympiske Komité, Alejandro Blanco, tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der har været delte holdninger til planerne om værtskabet i de nævnte regioner.

Særligt Cataloniens pro-uafhængighedsregering ønskede ikke at inkludere Aragonien i buddet på grund af politisk strid.

Den catalanske regering havde annonceret, at den ville afholde en folkeafstemning i regionen om planerne, men det lader ikke til at blive aktuelt.

- Uden en aftale mellem Aragonien og Catalonien er kandidaturet til vinter-OL 2030 blokeret, lyder det fra Alejandro Blanco.

Japanske Sapporo regnes som favorit til at blive vært i 2030, men også Vancouver i Canada og Salt Lake City i USA skulle være interesseret i værtsrollen.

Milano og Cortina d'Ampezzo skal være vært for det kommende vinter-OL i 2026.

/ritzau/