Unødig spænding i kvartfinale irriterer Wozniacki

Efter en god start lukkede Caroline Wozniacki sin modstander ind i kampen, som danskeren dog vandt i tre sæt.

Wozniacki er tilfreds med, at hun holdt hovedet koldt i tredje sæt mod spanske Carla Suárez Navarro. Reuters/Issei Kato Fold sammen
Læs mere

Melbourne. Caroline Wozniackis kvartfinalekamp ved Australian Open mod Carla Suárez Navarro lignede efter et overbevisende første sæt af danskeren noget, der bare skulle overstås.

Men trods 6-0 til Wozniacki i første sæt, endte danskeren med at skulle slås hårdt for sejren, som blev taget hjem med cifrene 6-0, 6-7, 6-2.

- Jeg vidste, at det ikke ville blive så nemt endda. Mange af partierne i første sæt var meget tætte, og jeg var også heldig flere gange, sagde Caroline Wozniacki i on-court-interviewet efter kampen.

- Jeg gættede rigtigt på flere afgørende bolde, og i andet sæt havde jeg chancen for at lukke kampen. Men det lykkedes ikke, og det var jeg meget skuffet over.

Ved stillingen 5-4 til Wozniacki i andet sæt tilspillede hun sig en matchbold i spanierens serv, men formåede ikke at omsætte den til dansk sejr.

Det lykkedes først i det efterfølgende sæt, hvor danskeren var glad for sin reaktion i den pressede situation.

- Jeg er bare glad for, at jeg holdt hovedet koldt og formåede at lukke kampen i tredje sæt.

I semifinalen møder Wozniacki belgieren Elise Mertens, som hun har stor respekt for.

- Hun har fået en fantastisk start på året. Jeg tror, at hun er ubesejret, og jeg glæder mig til den kamp, afsluttede Wozniacki on-court-interviewet.

/ritzau/