Den danske cykelrytter Rasmus Bøgh Wallin tager et stort skridt ned ad karrierestigen, når 2025 bliver til 2026.
I de seneste to sæsoner har han foldet sig ud på næstøverste internationale niveau hos Uno-X, men næste år rykker han helt ned på klubniveau i Danmark.
Han skifter således til holdet Team Cranks, som har rod i cykelcaféen Cranks & Coffee i Klampenborg, og som har World Tour-rytteren Casper Pedersen fra Quick-Step som investor.
- Jeg har haft nogle fantastiske år på Uno-X, og nu er jeg spændt på et nyt kapitel med Team Cranks. Her får jeg chancen for at køre aggressivt i Danmark og jagte sejre, samtidig med at jeg kan være en rollemodel for yngre ryttere, siger Rasmus Bøgh Wallin i et opslag på Team Cranks' Instagram-profil.
Rasmus Bøgh Wallin var tidligt i sin karriere et stort talent, som kom til at køre professionelt hos et af de største danske hold på det tidspunkt, Riwal.
Det store gennembrud på den internationale scene udeblev, og derfor tog Rasmus Bøgh Wallin et skridt ned og kørte først på klubniveau og siden på kontinentalniveau, det tredjehøjeste internationale niveau.
Efter store resultater for Holbæk-holdet Restaurant Suri-Carl Ras i 2023 fik Rasmus Bøgh Wallin i 2024 hul igennem til den professionelle cykelsport og skrev kontrakt med Uno-X.
Her har han fungeret som stærk trækhest for holdets profiler, men får altså ikke plads på holdet næste år. Nu træder han igen langt ned i niveau, men er ikke nødvendigvis færdig som professionel.
- Jeg er ikke færdig med at drømme stort. Mit mål for 2026 er at køre mig til en professionel kontrakt igen, siger Rasmus Bøgh Wallin.
Selv om han har kørt professionelt og på højt niveau, har Rasmus Bøgh Wallin holdt fast i at køre i den danske superliga, A-klassen. Her har han for nylig vundet fire løb i træk.
/ritzau/