Uniteds drømmeduo

De engelske topklubbers kampe bliver tættere og tættere. I går var nyindkøbte Carlos Tevez og Wayne Rooney forskellen i topopgøret mellem Liverpool og Manchester United.

Carlos Tevez (til venstre) og Javier Mascherano har tidligeret været klubkammerater hos blandt andet West Ham. I går var de i konkurrenternes rolle. Foto: Russel Cheyne/Reuters Fold sammen
Læs mere

Hvis Manchester United genvinder Premier League til sommer, skal formlen til succes måske findes i angrebsduoen Carlos Tevez og Wayne Rooney.

Sidste år var det nok, at Cristiano Ronaldo drev gæk med samtlige forsvar i England, og Rooney også skæppede lidt til på målkontoen. De to lavede alene 31 mål og fandt ofte hinanden i blinde, selv om de ikke i klassisk forstand dannede makkerpar helt i front.

Netop på det punkt har Manchester United savnet den sidste nøglespiller.

Manager Alex Ferguson har i mange år ledt efter en oplagt angrebsmakker til Rooney. Noget som igen kunne lede tankerne hen i retning af Andy Cole og Dwight Yorke, der i 1998 kronede et forrygende år med the treble – mesterskab, FA Cup og Champions League.

Uden held
Indtil nu er der prøvet et hav af forskellige konstellationer. Men uden held.

Bevares, Ole Gunnar Solskjær, Alan Smith, Louis Saha og selv den aldrende midlertidige svenske lejesvend Henrik »Henke« Larsson fik lov at boltre sig med Rooney sidste sæson. Med skiftende succes. Og kun Saha er stadig tilknyttet Manchester United og lignede i sommers længe den eneste holdbare løsning, men franskmanden har aldrig rigtig fået sit gennembrud i den røde trøje.

I år tilføjede Ferguson så argentineren Carlos Tevez til den i forvejen stjernespækkede trup, og det har indtil nu været et skaktræk af de helt store.

For selv om Tevez til slut ene mand reddede klubben fra nedrykning ved blandt andet at score det enlige mål på Old Trafford i den sidste kamp, var det ikke meget, man havde set til argentineren i bundklubben West Ham. Det skyldtes dog ikke manglende kvalifikationer men var mest af alt et resultat af et kompliceret og speget kontraktforhold, hvor West Ham betalte firmaet Media Sports Investmens for Tevez’ præstationer på banen.

Argentinerens skifte fra West Ham til Manchester United på en to-årig lejekontrakt skabte efterfølgende lige så meget ravage på grund af de kontroversielle kontrakt- og ejerforhold, Men Ferguson har offentligt lovet at Tevez» fremtid er i United.

Dér, på drømmenes teater, hvor det næstbedste sjældent er godt nok for den skotske strateg. Og indtil nu har der været meget mere at hente i Tevez end de alternative muligheder, som blev benyttet i løbet af sidste sæson, hvor man rykkede enten Ryan Giggs, Paul Scholes eller Ronaldo helt i front. Alternativerne var uholdbare, og angrebsmakkerne var enten for gamle eller ikke gode nok. Indtil videre har Ferguson set rigtigt. Han ved, hvad forskellen i front kan betyde.

Den store forskel
Forskellen på at vinde guld eller ende på en sekundær placering kan meget vel ligge i et gyldent makkerskab i front mellem Wayne Rooney og Carlos Tevez.

Det beviste klubben igen i går, hvor det var Tevez, som umarkeret afgjorde topkampen mod Liverpool og for en stund satte konkurrenten et godt stykke tilbage i kampen om guld. Oplæggeren var naturligvis makkeren Rooney på et mislykket skud fra distancen, som Tevez på ægte ishockey-maner skovlede ind fra det lille felt til slutresultatet 1-0. En situation der endnu en gang understregede makkerskabets klasse, målnæse og ikke mindst held.

»Den største årsag til at det er gået så godt, er at vi virkelig vil spille sammen. Jeg elsker at spille med Wayne, og han elsker at spille med mig. Når vi begge er på banen samtidig, kan man se hvor meget vi får ud af det. Vi forstår hinanden godt både på og udenfor banen. Forhåbentlig kan vi fortsætte de gode takter,« siger Carlos Tevez.

Verdensklasse
De øvrige tophold mangler helt samme kaliber i front, selv om de alle har individuelle offensivspillere i absolut verdensklasse.

Liverpool har i Fernando Torres omsider hentet den goalgetter, de har savnet siden Ian Rush og Robbie Fowler. Men Rafael Benitez har endnu ikke fundet den optimale makker.

Chelsea har med den bomstærke ivorianske angriber Didier Drogba en af de absolutte stærkeste angribere i verden. Målfarlig og kropsstærk som få, men enmandshæren Drogba har heller ikke fundet en gylden makker og i hans skadesfravær kunne hverken Shevshenko, Pizarro eller Kalou - meget sigende - gøre fra eller til i gårsdagens topopgør mod Arsenal.

The Gunners vandt og har umiddelbart det bedste bud på en duo som kan udvikle sig yderligere i Emanuel Adebayor og Robin van Persie, men sidstnævnte er for ofte henvist til en indskifterrolle. Men det har også været mere end nok for Arsenal indtil videre. Arsene Wenger har nemlig fundet sin formel til succes i et hav af kreative, teknisk dygtige og hurtige midtbanefolk.

Hvilken formel der er bedst, ved vi først i maj.