Manchesters Uniteds midlertidige cheftræner, Michael Carrick, retter en skarp kritik af dommeren efter mandagens 1-2-nederlag til Leeds på Old Trafford.

Hjemmeholdets Lisandro Martinez fik direkte rødt kort i begyndelsen af anden halvleg for at hive Leeds-angriberen Dominic Calvert-Lewin i håret.

Dommeren hev det røde kort op ad lommen, efter at VAR-dommerne havde bedt ham om at kigge episoden igennem på skærmen på sidelinjen.

United var bagud med to mål, da de blev reduceret til ti mand.

- Jeg synes, drengene håndterede det godt. De forblev positive og kæmpede for at få noget ud af det efter endnu en chokerende beslutning om at udvise Lisandro, siger Carrick.

- Vi har haft afgørelser imod os i to kampe i træk, men denne her er en af de værste, jeg har set, tilføjer han.

Uniteds træner mener, at Leeds-angriberens første kontakt med Lisandro Martinez spillede en rolle i den argentinske forsvarsspillers reaktion. Carrick siger, at Leeds-spilleren først ramte Martinez i ansigtet med armen.

- Man kan slå armen i ansigtet på Martinez, og så - mens han er ude af balance på grund af det - griber han halvt ud efter og rører let ved håret i baghovedet, så hårelastikken ryger ud.

- Jeg ved ikke engang, hvordan det ser ud. Det er ikke et træk, det er ikke et ryk, det er ikke aggressivt. Han rører ved det (håret, red.), og så bliver han udvist, siger Carrick, som kalder det en klar og åbenlys fejl at give rødt kort.

Lisandro Martinez risikerer karantæne i tre kampe.

Selv om United blev reduceret til ti mand, formåede hjemmeholdet at reducere til 1-2, da Casemiro scorede efter 69 minutters spil.

Manchester United ligger fortsat på en tredjeplads i Premier League.

/ritzau/AFP