United overtager førsteplads fra Arsenal

Topholdet Arsenal satte point til og sendte Manchester United til tops i Premier League. Også Chelsea måtte nøjes med uafgjort i vild kamp mod Aston Villa.

Manchester United sikrede sig sent onsdag aften førstepladsen i Premier League med et points forspring, da det hidtidige tophold, Arsenal, ligesom forfølgerne Chelsea satte point til på Boxing Day.

The Gunners spillede skuffende kun 0-0 ude mod Portsmouth, der efter sit femte nulnummer på Fratton Park holder sig på syvendepladsen med fortsat et point ned til danske Martin Laursen og Aston Villa, som onsdag i en sand gyser spillede 4-4 mod Chelsea.

Arsene Wengers mesterskabsaspiranter i Arsenal fik trods dominans i anden halvleg aldrig hul igennem i en kamp uden mange chancer, hvor danske Nicklas Bendtner først kom på banen otte minutter før tid i en taktisk udskiftning i stedet for hviderusseren Alexander Hleb.

/ritzau/