United fastholder forspringet

Det lykkedes ikke Chelsea at hale ind på førerholdet Manchester United, da begge klubber onsdag vandt deres opgør i Premier League. Scoring af Henrik Pedersen.

Sejrssmilet hos Chelsea-manager José Mourinho kunne godt have været en smule bredere. På trods af London-klubbens 3-0-sejr over Blackburn hjemme på Stamford Bridge, så lykkedes det ikke hans mandskab at hale ind på Manchester United i toppen af Premier League.

For mens Didier Drogba, Frank Lampard og Salomon Kalou lynede med hver en scoring for Chelsea, så holdt Manchester United målorgie på Old Trafford mod bundproppen Watford, der blev sendt hjem med en øretæve på 4-0. Da Wayne Rooney 20 minutter før tid sendte bolden ind til slutresultatet, havde både Cristiano Ronaldo og Henrik Larsson allerede fået deres navn til at stå med neonskrift på måltavlen.

Henrik Pedersen stod for en sjælden dansk scoring i Premier League, da danskeren bragte Bolton foran 1-0 mod Charlton efter fem minutters spil. Gæsterne, der havde Dennis Rommedahl på banen i 75 minutter, fik dog kort efter udlignet til slutresultatet 1-1.

Manchester United fører fortsat Premier League med seks point ned til Chelsea på andenpladsen.

/ritzau/