Union Berlin skrev søndag historie, da bundesligaholdet udnævnte Marie-Louise Eta som den første kvindelige cheftræner for et hold i Tysklands bedste fodboldrække for mænd.

Det har ifølge klubben affødt sexistiske kommentarer, og det er noget, som direktøren, Horst Heldt, har bemærket og kalder det for "en omgang vrøvl".

- Jeg synes, det er vanvittigt, at vi skal bruge tid på det i disse tider, siger Union Berlin-direktøren.

34-årige Eta er selv tidligere professionel spiller. Hun kom til Union Berlin i 2023, hvor hun indledte som assistent for U19-holdet og senere blev det samme i staben omkring Bundesliga-holdet.

- Vi taler om en yderst kompetent leder, og I kan være sikre på, at alle i Union, uanset om det er på tribunen eller i klubben, står 100 procent bag denne beslutning og vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at sikre, at dette ikke fører til yderligere diskussion i fremtiden. Det er simpelthen pinligt, siger Horst Heldt.

Marie-Louise Eta har tidligere prøvet at have hovedansvaret i en Bundesliga-kamp for klubben. Det skete tilbage i 2024, hvor en karantæne til den daværende cheftræner gav hende ansvaret for holdet i en kamp.

Nu er hun helt officielt ansat som cheftræner for Union Berlin sæsonen ud. Eta erstatter Steffen Baumgart, som ikke formåede at hente de forventede sportslige resultater.

Union Berlin ligger på 11.-pladsen i tabellen med syv point ned til nedrykningspladserne.

/ritzau/