Ungt talent offer for spekulationer – hvad var der i lommen?

Det belgiske stortalent Remco Evenepoel mistede nær livet i Lombardiet Rundt – men nu spekuleres der i, hvad han havde i lommerne.

Remco Evenepoels dramatiske styrt i Lombardiet Rundt er nu blevet en »sag« og fylder også her under Tour de France. Afledt af en video, der florerer på Twitter, hvor man ser Evenepoels sportsdirektør fjerne noget fra Evenepoels ryglomme. Marco Bertorello/EPA/Ritzau Scanpix

Ja, cykelsporten har selv en stor del af skylden for, at tilliden til renheden i feltet er skrøbelig.

Sådan er mekanismerne, når tilskuere og iagttagere blev snydt, så det drev. Næ, hellere være på den sikre side og tage de forbehold, der gør, at man ikke kommer til at fremstå som naiv og godtroende, hvis der skulle komme en ny skandale, lyder ræsonnementet.

Skepsis er en sund egenskab at besidde, men den »sag«, og ja, det er bevidst, at der er brugt anførselstegn, som lige nu kører, er ganske enkelt torskedum.

Lidt forklaring først: Det belgiske vidunder Remco Evenepoel, der i en alder af 20 år har opnået mere, end mange ryttere når på en hel karriere, styrtede på frygtelig vis i den italienske klassiker Lombardiet Rundt. En simpel, men katastrofal, kørefejl på en nedkørsel betød, at Evenepoel hamrede ud over stengærdet ved en bro og styrtede mod jorden. Det kunne være endt fatalt, men Deceuninck Quickstep-rytteren slap med et brækket bækken.

Mens han lå på jorden, ilede hjælpere til, herunder Davide Bramati, der er sportsdirektør på den unge rytters hold. Og pludselig begyndte en video at florere på det sociale medie Twitter, hvor man ser Bramati fjerne noget på Evenepoels ryglomme og putte det i lommen.

Viral storm

Og så var fanden ellers løs. For hvad var det, Davide Bramati havde fjernet? Var der noget, der skulle skjules? At det var tilfældet, var der nok, som mente. Og i en tid, hvor små videoklip, undrende emojis og et simpelt spørgsmål kan ende som viral storm, hvor fornuft bliver blæst væk som det første, blev en naturlig handling pludselig en manøvre til at dække over det forbudte.

UCI, den internationale cykleunion, kunne åbenbart ikke lade den virale bølge gå ubemærket hen, og lod for et par dage siden omverdenen vide, at man ville indlede en undersøgelse.

Der skal kun én idiot med fingrene i kagedåsen til at underbygge tesen om, at cykelsporten stadig er et morads af dopingsyndere og snydepelse.

Patrick Lefevere, mangeårig chef for Deceuninck Quickstep havde ikke andet end forargelse tilovers for den udvikling, Davide Bramati forklarede til La Gazzetta dello Sport, at han ikke gjorde andet, end han ville have gjort med enhver anden rytter: Fjernet det, der var i lommerne, så rytteren kunne ligge så ubesværet på ryggen som muligt.

Evenepoel selv? Ja, han indrømmede på Twitter, at han havde grædt af frustration i sin fars arme på hospitalet.

Én ting er, at UCI vælger at agere på hysterisk vis, hvilket i sig selv er forkasteligt, for der bør dog være dem i organisationen, der ved, at Bramati blot gjorde det, de tililende paramedicinere ellers ville have gjort. Noget andet er grundtanken om, at hvis man er skeptisk, uagtet på hvilket grundlag, så vil man aldrig være i fare for at fremstå naiv. Hvis intet bliver bevist, skyldes det, at test kan manipuleres, regler omgås, og hjørner bøjes.

Og der skal kun én idiot med fingrene i kagedåsen til at underbygge tesen om, at cykelsporten stadig er et morads af dopingsyndere og snydepelse.

Remco Evenepoel tilhører den unge generation. Dåbsattest alene er ikke garanti for, at der ikke snydes, men der er langt fra Festina, Armstrongs forskruede fuskerier og Puerto-skandalen til nutidens talenter. Heldigvis.

Det er umuligt at stå på mål for alle, men man kan dog appellere til, at UCIs kræfter bruges lidt mere fornuftigt end på hovedløst at lade sig føre af stormene på Twitter. Og håbe, at Remco Evenepoel kommer tilbage til sporten i samme form, så han kan begave alle dem, der elsker sporten, med store oplevelser.