Ung dansk klatrer scorer kontrakt på World Tour-hold

Asbjørn Hellemose bliver næste dansker på cyklingens World Tour. Han har fået kontrakt hos Trek-Segafredo.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med et hav af cykeltalenter som drivkraft ser dansk cykelsport ud til at have ramt en ny guldalder, og fra næste år er der en dansker mere på World Touren.

22-årige Asbjørn Hellemose har således fået kontrakt hos Trek-Segafredo, oplyser holdet i en pressemeddelelse.

Allerede fra senere i år får Hellemose mulighed for at vise sig frem som såkaldt stagiaire, som er et andet ord for lærling.

»Siden jeg var fem år gammel har det været min drøm at blive World Tour-rytter, så det er virkelig stort for mig, at det sker nu,« siger Hellemose.

Han glæder sig over, at han får muligheden hos netop Trek.

»Efter at have talt med ledelsen vidste jeg, at det var det rette valg for mig, så jeg sikrer, at jeg fortsætter med at udvikle mig, som jeg har gjort i de seneste to år,« siger han.

I de seneste to år har han kørt for holdet Mendrisio, og han har gjort sig positivt bemærket i ungdomsudgaven af Giro d'Italia, hvor han endte som samlet nier i 2020 og femmer tidligere i år.

Netop den unge mands evner i etapeløb har sprunget i øjnene på Trek.

»Han er en rigtig god klatrer og kører også rigtig godt på enkeltstarterne. Han er meget detaljeorienteret og rigtig klog, og så er han modig, hvilket er meget vigtigt,« siger Markel Irizar, der er talentscout for Trek.

Det amerikanske hold har allerede flere danskere på holdet.

Den tidligere verdensmester Mads Pedersen er det mest markante navn, mens også fremadstormende Mattias Skjelmose har gjort sig positivt bemærket i år.

/ritzau/