Ukraine på EM-kurs efter 2-0 over Slovenien

Yevhen Selezhnyov (tv) har her scoret til slutresultatet 2-0 til Ukraine over Slovenien. Fold sammen
Læs mere

Ukraine har det ene ben i næste sommers EM-slutrunde efter sejr i den første play-off kamp mod Slovenien på 2-0.

Kun én gang tidligere har Ukraine som selvstændig nation været med til EM i fodbold, og det var i 2012, hvor landet var medarrangør sammen med Polen. Men østeuropæerne kan meget vel også være med, når det går løs til næste år i Frankrig.

Det står klart, efter at Ukraine lørdag vandt den første play-off kamp mod Slovenien på hjemmebane med 2-0.

Ukraine lagde grunden til sejren med et mål midtvejs i første halvleg, hvor Yevgen Konoplyanka i første omgang tog et dårligt hjørnespark, hvor bolden dog efterfølgende havnede hos ham selv. Denne gang blev indlægget mere kvalificeret, og slovenernes målmand, Samir Handanovic, måtte bokse bolden væk. Den endte dog hos ukrainernes Andriy Yarmolenko, som med en fiks kropsfinte satte tre forsvarere af, hvorefter han med et fladt skud sendte kuglen i det lange målhjørne.

Kort efter kunne slovenerne dog meget vel have udlignet, da angriberen Milivoje Novakovic i helt fri position kiksede tæmningen, så bolden løb fra ham.

I stedet blev det små ti minutter ind i anden halvleg 2-0, da Andriy Yarmolenko inde i straffesparksfeltet fandt den fremstormende Artem Fedetskyy, som lagde bolden på tværs til Yevhen Selezhnyov, som prikkede bolden i tomt mål fra to meters afstand.

Senere var Ukraine tæt på 3-0, men Samir Handanovic præsteretde en helt utrolig redning på et hovedstød fra Denys Garmash, og siden skød Selezhnyov på stolpen.