Uhyggelige scener: Dansk ishockeyspiller lå livløs på banen

Slået bevidstløs, liggende livløs og sendt på hospitalet til observation.

Det kunne måske handle om en alt for vild fredag i nattelivet, men det er det slet ikke.

Det er til gengæld de grusomme konsekvenser for ishockeyspilleren Lucas Bjerre Rasmussen, efter at han og Odense Bulldogs tabte 2-0 til Frederikshavn White Hawks fredag aften.

Her udspillede sig en voldsom episode, da Lucas Bjerre Rasmussen kom op at toppes med Kristian Jensen fra Frederikshavn. Det skriver Metalligaen på sin hjemmeside.

»Kampen vil ikke blive husket for ishockey, da vi fik en dramatisk og uhyggelig episode, da Lukas Bjerre Rasmussen blev slået til isen og lå livløs.«

»En meget uhyggelig situation, der lagde en dyne af bekymring og bange anelser blandt spillere, ledere og tilskuere i Nordjyske Bank Arena,« står der skrevet i referatet af kampen hos den bedste danske ishockey-liga.

Det er ikke unormalt, at ishockey-spillere kommer i clinch i løbet af en kamp, men denne gang gik det helt galt, da Kristian Jensen og Lucas Bjerre Rasmussen kom i sammenstød.

Jensen flåede ifølge Metalligaen Lucas Bjerre Rasmussen ned på isen, og efter Bjerre Rasmussen havde mistet sin hjelm, fik han et slag, der slog ham bevidstløs.

»Stor panik i Frederikshavn, hvor lægen fra Frederikshavn i flere minutter kæmpede med Odense-spilleren. Det så uhyggeligt ud, og flere af Odense-spillerne ville gerne have haft fat i Kristian Jensen, der fortjent blev sendt i bad af dommerne,« skriver Metalligaen videre.

Episoden var så voldsom, at Lucas Bjerre Rasmussen måtte overnatte på sygehuset i Hjørring til observation.

»Meldingen lyder foreløbig på en kraftig hjernerystelse, og Lucas skal CT-scannes i nat eller i morgen (lørdag, red.),« siger Odense-træner Pelle Svensson til Metalligaen.dk.

Det er altså endnu uvist, hvilke konsekvenser den voldsomme episode vil få for den 18-årige ishockeyspiller.