Uheldig Liverpool-keeper slipper formentlig med kort pause

Alisson Becker går glip af Liverpools kampe i de kommende uger. Jürgen Klopp afventer endelig prognose.

Premier League - Liverpool v N
Alisson Becker blev skadet i slutningen af hjemmekampen mod Norwich i fredags. Phil Noble/Reuters Fold sammen
Læs mere

Premier League-klubben Liverpool må undvære klubbens førstemålmand, brasilianeren Alisson Becker, i "de kommende få uger", efter at målmanden pådrog sig en lægskade i klubbens 4-1-sejr over Norwich i fredags.

Det siger Liverpool-manager Jürgen Klopp til klubbens hjemmeside. Han indikerer, at det ikke er så slemt, som flere engelske medier har spekuleret i.

»Han har fået en lægskade, og den vil åbenlyst holde ham ude i noget tid.«

»Jeg vil ikke komme med en eksakt prognose for, hvornår han er tilbage, men det bliver helt sikkert ikke på onsdag. Det kommer til at tage længere tid, i hvert fald nogle uger, og så må vi se.«

»Jeg har allerede set overskrift med "seks uger" og sådan noget, men han har ikke været skadet tidligere i karrieren, så vi må vente og se, hvordan det udvikler sig. Han er helt sikkert ude i de næste få uger,« siger Klopp.

26-årige Alisson Becker kom til Liverpool inden sidste sæson, og han var stærkt medvirkende til, at holdet vandt Champions League-titlen.

Imens brasilianeren sidder ude, skal den spanske målmand Adrian vogte buret for Liverpool.

Onsdag skal Liverpool møde Chelsea i den europæiske Super Cup. Opgøret mellem Champions League-vinderen og Europa League-vinderen spilles i Istanbul.

/ritzau/