Uefa-præsident til Putin: Rusland forbliver EM-vært

Wada-udvalgs anbefaling om sanktioner mod Rusland kommer ikke til at påvirke landet som EM-vært i 2020.

SPORT-DOPING/RUSSIA-UEFA
Aleksander Ceferin (th.) var onsdag klar i mælet over for Vladimir Putin (tv): Der vil blive spillet EM-fodbold i Rusland næste sommer. - Foto: Mikhail Klimentyev/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: SPUTNIK

Rusland behøver ikke frygte for sit værtskab i forbindelse med næste sommers fodbold-EM.

Præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), Aleksander Čeferin, forsikrer således over for Ruslands præsident, Vladimir Putin, at Rusland forbliver en af værterne for næste års EM i fodbold.

Det siger han på et møde mellem de to i Sankt Petersborg onsdag, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Rusland beholder sit delte værtskab på trods af mulige sanktioner mod Rusland fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada).

- Vi vil gøre alt, hvad der er muligt, for ikke at skuffe jer, fans og spillere, siger Vladimir Putin til sit folk.

På grund af systematisk, statsstøttet doping og siden manipulering med dopingprøver anbefalede et udvalg under Wada mandag at udelukke Rusland fra alle store sportsbegivenheder de næste fire år.

I samme periode skulle det heller ikke være muligt for Rusland at være vært for internationale sportsbegivenheder, men det kommer ifølge Ceferin ikke til at omfatte fodbold-EM.

Budskabet var tidligere onsdag det samme fra Wada.

Wada bekræftede over for nyhedsbureauet AP, at de sanktioner mod Rusland, en komité under Wada har anbefalet, ikke vil resultere i, at Rusland mister sit medværtskab for EM.

EM vurderes således ikke til at være en stor nok begivenhed til at være omfattet af de potentielle sanktioner. Blandt andet fordi det kun omhandler en enkelt sportsgren, og fordi det ikke er en international begivenhed.

Wada vil på et møde 9. december træffe en afgørelse om, hvorvidt og i hvilket omfang Rusland skal sanktioneres.

Sankt Petersborg skal huse de fire kampe i Rusland til sommer. Byen er også vært for Champions League-finalen i 2021. Heller ikke den vil blive frataget Rusland.

/ritzau/