UEFA åbner sag mod fodboldspiller efter »ulvetegn« på banen
UEFA har indledt en undersøgelse af forsvarsspillerens »påståede upassende opførsel«. Selv er tyrkeren glad for sin målfejring.

UEFA har indledt en undersøgelse af forsvarsspillerens »påståede upassende opførsel«. Selv er tyrkeren glad for sin målfejring.

Den tyrkiske forsvarsspiller Merih Demiral undersøges i øjeblikket af UEFA, efter at han under ottendedelsfinalen ved EM mellem Østrig og Tyrkiet tilsyneladende lavede et ultranationalistisk håndtegn under sin fejring af sit andet mål mod Østrig.
Demiral lavede en form for »ulvetegn« med hænderne, som er et håndtegn, der forbindes med den højreekstreme gruppe De Grå Ulve, der er knyttet til Tyrkiets koalitionsparti, Nationalistisk Bevægelsesparti.
UEFA har i den forbindelse indledt en undersøgelse af spillerens »påståede upassende opførsel«.
Merih Demiral selv fortryder imidlertid intet. Han havde tilmed planlagt den kontroversielle fejring, som er forbudt i både Østrig og Frankrig:
»Jeg havde en målfejring i tankerne, og den lavede jeg,« sagde Demoral efter kampen.
»Jeg er meget stolt, fordi jeg er tyrker, og derfor følte jeg det dybt efter målet, at jeg ville gøre det, og jeg er meget glad for at have gjort det,« uddybede han sin begrundelse for at vise ulvetegnet.
Den højreekstremistiske gruppe De Grå Ulve er kendt for at stå bag hundredvis af politisk motiverede drab, både i Tyrkiet og internationalt. Desuden forbindes gruppen til attentatforsøget mod paven i 1981.
UEFA bekræftede onsdag, at de havde udpeget en inspektør til at undersøge Demiral, men det fremgår endnu ikke, hvornår sagen forventes at være afsluttet.
Også den engelske spiller Jude Bellingham er kommet i UEFAs søgelys, efter han lavede en gestus ud mod den slovakiske bænk som en fejring af sit mål i ottendedelsfinalen mod Slovakiet.
Her tog Bellingham hånden ned mod sine ædlere dele og gestikulerede, at han tog sig selv i skridtet.
Den engelske topscorer undersøges derfor ligeledes af UEFA for potentielt brud på de »grundlæggende regler for anstændig opførsel«.
Bellingham har efterfølgende skrevet på sine sociale medier, at gestussen var en »intern joke« henvendt til nogle nære venner, der var til kampen.