Udskudt OL vil også sende paraatleter på overarbejde

Såfremt OL udskydes, så vil også para-OL skulle skubbes, slår Den Internationale Paralympiske Komité fast.

Peter Rosenmeier og de øvrige danske paraatleter må også vente med at afholde olympiske lege, hvis IOC ikke kan afvikle det oprindelige OL som planlagt. (Arkivfoto) Sergio Moraes/Reuters Fold sammen
Læs mere

Presset for en udsættelse af sommerens OL stiger, og tirsdag skal Den Internationale Olympiske Komité (IOC) holde møde med de japanske OL-arrangører.

Skulle det hele ende med en udsættelse af OL i Tokyo, rammer det ikke kun de atleter, som skal deltage.

Også De Paralympiske Lege (PL), som skal afvikles kort efter OL, vil nemlig blive udskudt, uanset om der er kommet styr på coronavirusudbruddet til den tid.

Det fastslår Den Internationale Paralympiske Komité (IPC) i et brev til de nationale paralympiske komitéer, skriver Danmarks Idrætsforbund (DIF) i en pressemeddelelse tirsdag.

Og den udmelding bakker Parasport Danmark, som er Danmarks nationale paralympiske komité, op om.

»Det er fornuftigt og det eneste rigtige at gøre. Vores atleter arbejder alle målrettet og benhårdt frem mod PL til sommer, men lige nu er træningsvilkårene på ingen måde optimale, og flere af vores atleter skulle have været ude i verden og jagte kvalifikationer.«

»Det kan de ikke nu, så vi bakker fuldt ud op om, at IOC nu ser på, hvilke scenarier der er mulige.«

»Det her handler ikke kun om idræt! Det handler om hele verdens sundhed, og hvordan vi sammen kommer igennem det,« siger John Petersson, formand i Parasport Danmark, ifølge pressemeddelelsen.

Dermed kan også de danske paraatleter blive nødt til at fortsætte arbejdet frem mod PL i endnu længere tid, afhængigt af hvornår et udskudt PL i givet fald vil blive afviklet.

De paralympiske lege er planlagt til at blive afviklet fra 25. august til 6. september i Tokyo i år. OL er fra 24. juli til 9. august.

/ritzau/