UCI-præsident kritiserer tysk Tour-boykot

Præsidenten for Den Internationale Cykelunion (UCI), Pat McQuaid, kritiserer de tyske tv-kanaler ZDF og ARD for at trække stikket til deres Tour-dækning.

De tyske tv-seere kan glemme alt om at se Tour de France på de to store tyske tv-kanaler ZDF og ARD, hvor dopingsagen mod tyske Patrik Sinkewitz har fået tv-stationerne til at trække stikket. Men den beslutning bliver nu kritiseret af UCI-præsident Pat McQuaid, der ikke mener, at aktionen vil hjælpe noget.

- Det er suverænt deres beslutning, men jeg tror ikke, at det tjener noget formål, at de boykotter løbet på den her måde, siger

Pat McQuaid til Ritzau.

Hvis cykelsporten og Tour de France skal boykottes, bør de to tv-stationer gøre det samme med andre sportsgrene, hvor der er problemer med doping, mener McQuaid. Han peger på, at fundet af Sinkewitz' positive prøve med al tydelighed viser, at cykelsportens kontrolinstanser virker.

- Det viser, at vores systemer virker, at vi ganske enkelt fanger folk, siger McQuaid. /ritzau/