UCI byder Riis velkommen til Touren

Præsidenten for Den Internationale Cykel Union (UCI), Pat McQuaid, så gerne, at Team CSC's holdejer, Bjarne Riis, deltog ved årets Tour de France.

Når årets Tour de France begynder lørdag, bliver det uden Bjarne Riis i CSC-bilen.

Han har selv valgt at blive væk som en konsekvens af den seneste tids beskyldninger mod ham - blandt andet fra den tidligere CSC-rytter Jörg Jaksche, som har påstået, at danskeren kendte til Jaksches dopingmisbrug, da tyskeren i 2004 kørte for Riis.

Den nyhed glædede Tour de France-direktør Christian Prudhomme sig over, for efter Riis i maj indrømmede, at han var dopet under Tour-sejren i 1996, har løbets direktør ikke ønsket Riis velkommen i det franske etape løb.

Men Pat McQuaid, præsidenten for Den Internationale Cykel Union (UCI), mener, at Riis har truffet den forkerte beslutning.

- Han (Riis, red.) burde være velkommen. Jeg har snakket med Bjarne mange gange, både før og efter, han indrømmede sin doping. Han gjorde det rigtige, og vil kun det bedste for sportens nutid og fremtid, forklarer præsidenten, og tilføjer:

- Riis vil have et rent hold, og jeg ved, at hans hold er rent. Ved siden af UCI's antidopingprogram kører de deres eget program.

/ritzau/