Ubesejrede Tyskland klar til Danmark

uwe-gensheimer
Uwe Genheimer blev topscorer med ni mål, da Tyskland besejrede Rusland ved håndbold-VM. Fold sammen
Læs mere

Det er et ubesejret tysk mandskab, som Danmarks håndboldherrer på tirsdag skal op mod ved den igangværende VM-slutrunde i Qatar.

Således vandt tyskerne en medrivende kamp i turneringens indledende gruppespil 27-26 over Rusland.

Men træner Dagur Sigurdssons tropper, der havde Uwe Gensheimer som topscorer med ni mål på 10 forsøg, måtte kæmpe hårdt for sejren.Ved pausen var de bagud 9-13, og lignede på dette tidspunkt en taber af opgøret.

Imidlertid kæmpede Tyskland sig godt tilbage i anden halvleg, hvor de hentede russerne ved stillingen 15-15. Herefter var det Tyskland, der var kampens dominerende part, og 12 minutter før tid førte de 24-21.

Tre-måls-forspringet holdt frem til tre minutter før tid. Her fik tyskerne udvist Michael Kraus. Det bragte uro, hvilket russerne udnyttede til at reducere til 26-27. Men selvom Rusland havde kampens sidste scoringsmulighed lykkedes det dem ikke at udligne.

Resultatet betyder, at Tyskland  efter sine første to kampe har maksimum fire point, mens Rusland stadig står noteret for to point.