Den italienske storklub AC Milan har fredag oprustet offensiven.
Klubben har lejet den tyske angriber Niclas Füllkrug i West Ham i resten af sæsonen og sikret sig en købsoption i lejeaftalen.
Det skriver AC Milan på sin hjemmeside.
Tyskeren har ikke fundet vej til målet i denne sæson, men AC Milan håber, at den hovedstødsstærke frontløber finder den målnæse, der tidligere i karrieren gjorde ham frygtet blandt forsvarsspillerne.
AC Milan kæmper nemlig i toppen af Serie A, hvor holdet jagter sit første mesterskab siden 2022. Knap midtvejs i sæsonen er holdet nummer to med blot et point op til topholdet og byrivalen Inter.
32-årige Füllkrug havde sin mest succesfulde tid i Werder Bremen, som han i 2021/22-sæsonen hjalp op i Bundesligaen. Her fortsatte han med at høvle mål ind, så han i november 2022 scorede en plads i Tysklands VM-trup.
Han scorede to gange under slutrunden og står i alt noteret for 14 mål i 24 landskampe for Tyskland.
Han var senest landsholdsudtaget i september, men har siden været fravalgt på grund af skader og vigende målform.
/ritzau/
