Tysklands håndboldlandstræner Alfred Gislason erkender, at han kvajede sig i de afgørende minutter af EM-kampen mod Serbien i Herning lørdag aften.

Tyskerne tabte 27-30, men afslutningen kunne have fået et andet forløb, hvis ikke Gislason havde været lidt for ivrig med timeoutknappen.

Ved stillingen 25-26 tre minutter før tid brød Juri Knorr igennem det serbiske forsvar og smed bolden i mål. Men lige da bolden var på vej over målstregen, lød timeout-hornet i hallen.

Efter at have set situationen igennem på video vurderede dommerne, at bolden ikke havde passeret stregen, da Gislason trykkede på knappen. I stedet for udligning til 26-26 måtte OL-sølvvinderne nøjes med en timeout.

- Jeg kiggede på uret, der talte ned, og ville tage timeouten i samme øjeblik, vi blev fuldtallige (efter en udvisning, red.). Men jeg trykkede en brøkdel for tidligt på knappen, forklarer Alfred Gislason ifølge sport1.de.

Da spillet blev genoptaget efter timeouten, mistede Miro Schluroff bolden, og udligningen kom aldrig.

Gislason er udmærket klar over, at hans fejl endte med at blive kostbar.

- Det er selvfølgelig fatalt, og den tager jeg fuldt og helt på min kappe.

- Jeg satsede, fordi jeg tænkte, det ville være klogere at tage en timeout end at lade Juri forsøge at gå hele vejen igennem forsvaret. Men han endte jo med at score et mål, så det hele er min skyld, siger islændingen på den tyske trænerbænk.

Med nederlaget er tyskerne i problemer og risikerer et tidligt EM-exit allerede efter indledende gruppespil.

Hvis Serbien i sidste spillerunde mandag besejrer Østrig, skal Tyskland besejre Spanien med mindst tre mål for at avancere i turneringen.

/ritzau/