Tysk ekspert opmuntrer dansk fodbold efter stort Brøndby-nederlag

Der var sandsynligvis meget stille i bussen, da Brøndby-spillerne onsdag drog mod København efter det ydmygende 0-7-nederlag til Bundesliga-klubben Hoffenheim i Tyskland.

Men Brøndbys spillere og fans skal ikke tage nederlaget så tungt. Det mener Ulrich Schauberger, der er sportsredaktør på det tyske magasin Bild.

»Brøndby var godt med i første halvleg, hvorefter holdet skiftede de to midterforsvarere og et par andre spillere ud, og derefter brød holdet sammen.«

»Hoffenheim var super forberedt til denne kamp. Spillerne kæmper for en plads i startopstillingen forud for Bundesligaens forårspremiere i næste weekend. Derfor gav Hoffenheim-spillerne den fuld gas i 90 minutter,« fortæller Ulrich Schauberger til BT.

Redaktøren mener ikke, at man kan bruge kampen til at sammenligne niveauet i tysk og dansk topfodbold

»Brøndby er kun lige i opstarten af deres forberedelser til den danske turnering. Derfor ville jeg ikke tolke noget ud fra kampen, hvis jeg var dansker. «

»Der er ingen i Tyskland, der drager konklusioner på baggrund af kampen. Det var bare en testkamp,« slutter han.

Brøndbys Superliga-kolleger fra OB har søndag mulighed for at genrejse lidt af den danske ære, når fynboerne tager til Hamborg for at møde Bundesliga-holdet HSV.