Tyrkisk bud på Randers-kant: Jeg er klar til et skifte

Tyrkiske Sivasspor er interesseret i Randers' Tosin Kehinde, og han føler sig også klar til nye udfordringer.

Superligakampen mellem FC København-Randers i Parken fredag den 12. august 2022. Her ses Denis Vavro fra FCK i nummer 3 og Tosin Kehinde fra Randers FC i nummer 10. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Randers fredag aften slog FC København i Parken med 3-1, var det med kantspiller Tosin Kehinde på banen, som igen fik vist sig flot frem.

Han har i den seneste tid været rygtet væk fra Kronjylland, hvor Randers-sportsdirektør Søren Pedersen har bekræftet, at der er blevet indledt forhandlinger med tyrkiske Sivasspor.

Kehinde har kontraktudløb til næste sommer, og han er da også klar til at komme videre i sin karriere nu.

»Der kommer et tidspunkt, hvor man indser, at det er tid til at komme videre. Jeg har udviklet mig meget i Randers, så jeg føler, at jeg er nået til det moment nu.«

»Jeg er klar til et skifte, og så må vi se på, om det bliver til Tyrkiet, der også har en god liga,« lyder det fra Tosin Kehinde, som tilføjer, at Randers også har noget at sige.

»Det er jo noget, som klubben må beslutte. Jeg har haft over tre gode år her, men med et år tilbage af min kontrakt, er det en beslutning, som klubben skal tage.«

Men hvis det står til cheftræner Thomas Thomasberg, så behøver Kehinde ikke at finde flyttekasserne frem.

»Jeg vil jo gerne beholde alle spillere, og han er en rigtig dygtig spiller, så ham vil jeg selvfølgelig også gerne beholde.«

»Vi er dog en klub, der gerne vil sælge, så økonomien kan hænge sammen, og så de spillere, som vi kan tiltrække til klubben, kan se, at man kan komme videre.«

»Det har vi gjort flere gange de seneste sæsoner,« fortæller Thomasberg, inden han nævner en spiller som Vito Hammershøy-Mistrati, som blev solgt til rumænske Cluj i sommerpausen.

24-årige Tosin Kehinde kom til Randers tilbage i 2019 fra portugisiske Feirense på først en lejeaftale, som sidenhen blev gjort permanent.

I alt har han spillet 103 kampe for kronjyderne med ni mål og 16 assister til følge.

/ritzau/