Tyrkere kan stå mellem FCK og gruppespil i ny turnering

Hvis FCK spiller sig videre i Conference League-kvalifikationen, venter tyrkisk eller georgisk modstand.

Jonas Wind (til højre) og resten af FCK gik sikkert videre fra mødet med hviderussiske Torpedo Zhodino. Roman Kruchinin/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

FC København skal et smut til Tyrkiet eller Georgien for at sikre sig en plads i gruppespillet i Conference League.

I hvert fald hvis københavnerne når så langt.

I playoffrunden, hvor der er en plads til Conference League-gruppespillet på højkant, venter vinderen af dobbeltopgøret mellem Sivasspor og Dinamo Batumi.

Det afgjorde mandagens lodtrækningen i schweiziske Nyon.

FCK, der var seedet i lodtrækningen, skal dog først forbi bulgarske Lokomotiv Plovdiv i tredje kvalifikationsrunde, før det bliver aktuelt.

Første kamp i den duel spilles på torsdag, mens returopgøret finder sted i næste uge.

Københavnerne sluttede på tredjepladsen i Superligaen i den forgangne sæson og missede dermed muligheden for Champions League og Europa League.

FCK har deltaget i 13 gruppespil de seneste 15 sæsoner. For knap et år siden glippede kvalifikationen til Europa League, da holdet tabte i kvalifikationen til kroatiske HNK Rijeka.

Det gik også galt i 2015 mod tjekkiske Jablonec.

FCK spillede sig i sidste uge videre fra anden kvalifikationsrunde med en samlet sejr på 9-1 over belarusiske Torpedo Zhodino.

Det blev 4-1 i Parken i København, før Jess Thorups mandskab gjorde arbejdet færdigt med en sikker 5-0-sejr i returkampen, der blev spillet i Rusland.

Det er første gang, at Conference League afvikles. Turneringen rangerer under Champions League og Europa League.

Også Randers kan ende i den nye turnering, hvis randrusianerne ikke formår at besejre enten Galatasaray fra Tyrkiet eller St. Johnstone fra Skotland i Europa League-kvalifikationens playoffrunde.

/ritzau/