Tvivlsomt med triatlon-VM i København

Efter EM i triatlon i København frygter arrangørerne, at det ikke bliver muligt at søge om VM i 2012, som ellers var det erklærede mål med EM-stævnet.

Afholdelsen af EM i triatlon i København i skulle have været prøveklud for afholdelse af VM i 2012, men allerede nu frygter Morten Fenger, generalsekretær i Dansk Triathlon Forbund, som stod bag arrangementet den 30 juni, at et kommende VM er utopi.

- Det har jeg meget svært ved at se. Der er plads til mange forbedringer. Vi kører for meget på amatører og frivilliges indsats. Det holder ikke, når vi kommer op i den kaliber af et stævne. Der skal flere til at løfte det. Vi har brug for en professionel sekretariatsfunktion til at koordinere, siger Morten Fenger. Han foreslår, at Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Idrætsfonden Danmark sætter sig i spidsen for et centraliseret sekretariat, så de erfaringer, Dansk Triathlon Forbund har gjort sig, kan bruges af andre forbund i fremtiden.

Om Dansk Triathlon Forbund vil søge om VM i 2012 afgøres, når evalueringerne af EM er overstået, og et eventuelt underskud bliver diskuteret i den nærmeste fremtid.

/ritzau/