TV 2-medarbejdere rejser hjem efter Chris Ankers død

TV2s dækning af VM i cykling vil foregå fra Odense, da medarbejderne er rejst hjem efter Chris Ankers død.

Alle TV2's medarbejdere er rejst hjem til Danmark fra Belgien efter Chris Anker Sørensens tragiske dødsfald. (Arkivfoto) Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alle TV2s medarbejdere rejser fra Belgien og hjem til Danmark efter Chris Anker Sørensens tragiske dødsfald.

Det oplyser John Jäger, chefredaktør for håndbold og cykling på TV 2 Sport, til tv-stationens hjemmeside.

»Jeg har fortalt dem fra begyndelsen, at det var helt op til dem, om de ønskede at blive i Belgien eller rejse hjem til Danmark efter Chris' død.«

»Mandag har de sammen besluttet at rejse hjem til Danmark,« siger John Jäger til TV 2 Sport.

Chris Anker Sørensen omkom lørdag efter en ulykke i Belgien. Han var udsendt som cykelkommentator for tv-stationen, da ulykken indtraf på en træningstur på cyklen.

Som det har været tilfældet både søndag og mandag vil resten af VM i cykling blive dækket fra Odense.

TV 2 har tilbudt de involverede at støde til dækningen undervejs.

»Min fornemmelse er, at alle har brug for at komme hjem til sine kære og give dem et kram og et kys. Måske ser vi nogle af dem om nogle dage.«

»Det er selvfølgelig helt forståeligt, hvis vi ikke ser dem her i Odense,« siger John Jäger.

VM i cykling bliver afholdt i Belgien til og med på søndag.

/ritzau/