Mike Tullberg står tilbage med en blandet fornemmelse efter FC Midtjyllands 3-3-kamp mod Viborg i Superligaen søndag eftermiddag.
FCM-træneren er glad for comebacket, der så ud til at kaste en sejr af sig, men fejlene fylder samtidig meget for Tullberg.
- Jeg sagde til spillerne i pausen, at jeg var sikker på, vi kunne vinde kampen. Jeg synes, vi lagde et voldsomt tryk i anden halvleg og fik vendt kampen til 3-2.
- Så kom den tredje store individuelle fejl, og hvis man laver tre så store individuelle fejl på udebane, kan man ikke regne med, man vinder en fodboldkamp. Den del er jeg træt af, siger han til Viaplay.
Viborg bragte sig foran 2-0 i første halvleg, men lavede selv en stor opspilsfejl, som førte til FC Midtjyllands reducering efter en lille time.
Herfra stod der FC Midtjylland på det meste. Gæsterne satte Viborg under maksimalt pres og kom på 3-2 med få minutter igen på Mads Bech Sørensens hovedstødsscoring.
I tillægstiden satsede Viborg og tog målmand Lucas Lund med frem på et hjørnespark. Det førte ifølge Tullberg til endnu en stor fejl i den midtjyske defensiv.
- Det er det, jeg er træt af. Der skal ikke peges fingre, fordi de spillere, der har lavet fejlene, har reddet os andre gange, siger Tullberg til TV 2 Sport.
Mads Bech Sørensen gik glip af det, der så ud til at blive en helterolle.
- Det irriterer mig grænseløst, at vi lukker det mål ind til sidst. Det er lidt en tom fornemmelse at stå med lige nu, siger FCM-anføreren til TV 2 Sport.
Før FC Midtjylland kan gå på juleferie, skal holdet møde Genk i Europa League og FC Nordsjælland i den anden af to pokalkvartfinaler.
/ritzau/
