Manchester Citys Phil Foden, Chelseas Cole Palmer og Manchester Uniteds Harry Maguire er blandt de engelske stjerner, som ikke kommer med til VM.

Det står klart, efter at landstræner Thomas Tuchel fredag har udtaget Englands trup til sommerens slutrunde i USA, Mexico og Canada.

Heller ikke Real Madrids Trent Alexander-Arnold er blandt de udvalgte. Det er til gengæld angriber Ivan Toney, der tørner ud for Al-Ahli i Saudi-Arabien.

I forsvaret har Tuchel fundet plads til blandt andre Newcastles Dan Burn og Tino Livramento samt Bayer Leverkusens Jarell Quansah.

Foden og Palmer var blandt de bærende kræfter, da England i 2024 spillede sig frem til EM-finalen.

Palmer kom på måltavlen i finalen, hvor englænderne tabte til 1-2 til Spanien.

Nu må Foden og Palmer sande, at en mindre overbevisende klubform har kostet - og prisen er blevet betalt i landsholdssammenhæng.

Nottingham Forests Morgan Gibbs-White og Leeds-angriber Dominic Calvert-Lewin kommer heller ikke til at være med i flyveren over Atlanten.

De er ellers de mest scorende englændere i Premier League i denne sæson sammen med Aston Villas Ollie Watkins. Han er med i truppen på 26 spillere.

Brentfords midtbaneveteran Jordan Henderson har også fået en plads på listen - formentlig på bekostning af Crystal Palace-profilen Adam Wharton.

Allerede torsdag reagerede Maguire på, at han ikke er blevet udtaget. På platformen X skrev han, at beslutningen har efterladt ham "chokeret og knust".

Nøglespillere som Harry Kane, Bukayo Saka, Jude Bellingham og Declan Rice er som ventet alle med i truppen.

England er i samme gruppe som Kroatien, Ghana og Panama ved slutrunden, der begynder 11. juni.

/ritzau/