Truet på livet efter selvmål og nedrykning

Mohammed Ali Khan er rasende over truslerne og har anmeldt dem til politiet. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I det fjerde tillægsminut sendte Mohammed Ali Khan med et uheldigt selvmål sit eget hold Halmstad ud af Allsvenskan. Klubben tabte 0-1 til AIK Stockholm og kan nu ikke engang i teorien længere rede livet i den bedste svenske række, selvom der mangler to runder.

Efterfølgende har rasende fans generet Ali Khan og hans familie med truende opringninger.

»De har ringet i flere omgange. De siger, at de vil hævne sig, fordi de mener, at jeg lavede selvmål med vilje,« siger Mohammed Ali Khan til aftonbladet.se.

Han har kontaktet politiet, og hans børn bliver nu overvåget for at sikre, at der ikke sker dem noget.

Ali Khan er hårdt ramt og giver udtryk for sin harme over truslerne på Twitter:

»Had mig, kald mig dumme ting, lyv om mig. Men lad for fanden være med at true mig og min familie, der går grænsen!«

»Til jer som truer, der er en politibil udenfor, som overvåger mine børn. At true mine børn, det er så umenneskeligt og lavt.«

 

Mohammed Ali Khan, der er kendt for sit store sociale engagement uden for banen, får nu opbakning fra fodbold-Sverige.

»En fejl afgør ikke 2700 minutter fodbold over 30 runder. Lad Ali Khan være,« skriver IFK Norrköping, som i øjeblikket fører Allsvenskan, på deres officielle Twitter-konto.

 

Også fra Malmö FF-profilen Jilion Hamad er der støtte til Ali Khan:

»Støtter min fodboldbror @M_AlikKhan4 100 %. Ingen skal tage imod den slags skidt. Især ikke sådan et fantastisk medmenneske som M.«

 

Henok Goitom fra AIK, som nød godt af selvmålet, bakker også op om Ali Khan:

»Vi kan være fjender på banen, men udenfor er vi medmennesker. Du er et fint menneske @M_AliKhan4. Hold hovedet højt!«

 

»Det er skønt at få støtte fra andre spillere og andre klubber. Men lige nu har jeg svært ved at føle nogen glæde over det. Jeg tænker mest på mine børn, det er dem, jeg er nervøs for,« siger en tydeligt berørt Halmstad-spiller til aftonbladet.se.