Mercedes' Kimi Antonelli triumferede søndag i Japans Formel 1-grandprix og overtog den samlede føring fra holdkammeraten George Russell.

Den 19-årige italiener er dermed den yngste nogensinde til at toppe kørernes VM-tabel.

- Det er fantastisk, men jeg tænker ikke så meget over det. Vi har kun gennemført tre løb, siger Antonelli i et interview efter løbet og tilføjer:

- Andre hold som Ferrari og McLaren kommer til at bringe store opgraderinger. Og de kommer helt sikkert til at komme tættere på os.

Antonelli fortæller videre med et smil på læben, at han ikke kunne fejre sejren med at drikke champagne på podiet, da han ikke er gammel nok til lovligt at indtage alkohol i Japan.

Italieneren fik en mareridtsstart. Han indledte løbet i pole position, men havde svært ved at få gang i racerbilen og faldt ned på sjettepladsen i første sving.

Senere havde Antonelli heldet med sig. Modsat andre havde han endnu ikke pittet, da feltet blev tvunget til at sænke farten som følge af en safetycar.

Det udnyttede han til at bringe sig tilbage i front, og siden øgede Mercedes-køreren kun sit forspring til McLarens Oscar Piastri, der blev toer.

- Det var en virkelig dårlig start. Jeg var irriteret over det, siger Antonelli, der tilføjer, at det var heldigt, at en safetycar kom i spil på rette tidspunkt.

- Jeg føler, at det gjorde livet meget nemmere for mig.

Mercedes' teamchef, Toto Wolff, mener, at man nogle gange er nødt til at have heldet på sin side.

- Han var meget hurtig, da det virkelig gjaldt, og det sikrede ham sejren, siger Wolff.

Teamchefen kommer også med en kæk bemærkning til Antonelli.

- Kimi skal en tur på køreskole for at lære, hvordan man slipper koblingen, siger Wolff, da han bliver spurgt ind til den dårlige start fra Antonelli.

Formel 1-feltet holder pause i hele april som følge af aflyste grandprixer, inden Miami i starten af maj lægger asfalt til sæsonens fjerde løb.

/ritzau/