Trist grandslam-afsked for Carlsen

Kenneth Carlsen røg ud af første kvalifikationsrunde til US Open. Danskeren tabte i to sæt til Eric Nunez fra USA.

Kenneth Carlsen tabte i første kvalifikationsrunde. Foto: Keld Navntoft Fold sammen
Læs mere

Kenneth Carlsen kommer ikke med i hovedturneringen ved US Open i New York. I sin sidste grandslam-turnering før karrierestoppet til oktober røg danskeren ud allerede i første kvalifikationsrunde, da amerikaneren Eric Nunez viste sig for stærk og vandt 7-6 (7-3) og 7-5.

Dermed satte Kenneth Carlsen punktum for næsten 15 år i grandslam-sammenhæng, hvor hans bedste resultat blev opnået i januar 1993 i hans første turnering af slagsen. Her nåede danskeren frem til ottendedelsfinalen ved Australian Open, hvor han tabte i fire sæt mod den tyske stjerne Michael Stich. Kenneth Carlsen har også rekorden som den spiller, der flest gange er blevet slået ud af en grandslam-turnering.

Trods Kenneth Carlsens exit er Danmark stadig repræsenteret ved US Open, som begynder mandag. Kristian Pless møder belgiske Xavier Malisse i første runde, mens Caroline Wozniacki hos kvinderne møder israeleren Tzipora Obziler.

/ritzau/