Tre kampe - en halv sejr

Tre kampe uden sejr på hjemmebane som optakt til VM må give panderynker hos landstræner Ulrik Wilbek.

Det er tidligere sagt lidt drillende om de danske landsholdsherrer, at de var træningsverdensmestre forstået på den måde, at herrelandsholdet kunne levere topresultater i træningskampene op til et VM, hvorefter mandskabet så floppede, når det blev alvor ved selve slutrunden.

Hvis man holder fast i den logik, må der være håb om, at Danmarks håndboldmænd for første gang siden 1982 vil gøre en god figur ved et verdensmesterskab. For op til VM i Tyskland har der bestemt ikke været tale om mesterspil i optaktsfasen.

Især i kampen mod Polen, der lever på holdets tunge skytter i bagkæden, var det betænkeligt at se, hvor lidt den danske trup havde at stå imod med over for dette trods alt begrænsede våben.

Ikke at Polen er et dårligt hold, men mandskabet har ikke meget andet godt at byde på end det tonstunge skyts, og det burde et dansk landshold kunne finde en løsning på over 60 minutter.

Også Norge er et hold, Danmark skal kunne hamle op med, hvis der skal være mening med Wilbeks og holdets drøm om at slutte VM i top 7.

Norge har en god og rutineret trup, men bredden er langt fra den samme som hos danskerne, og nordmændenes ukuelige fightervilje burde ikke være nok til at styre en sejr i hus på dansk grund.

Mod Island kom der langt om længe den gejst, gnist og flow over det danske spil, der er påkrævet, hvis holdet vil noget ved VM. Men først i de sidste 30 minutter, hvor spillerne arbejdede sig tilbage fra bagud 16-11 ved pausen til at få uafgjort. Skal man tage de positive briller på, kan det vel med lidt god vilje kaldes en halv sejr.

Hvad har været godt? Forsvaret har som helhed fungeret tilfredsstillende. Og indsatsen i anden halvleg mod Island viste, hvad dette danske mandskab kan, når det vil. Men den helt store og positive oplevelse på det danske hold har været højre back Per Leegaard, der trods sin lange skadesperiode har fået løftet det danske niveau betydeligt.

Hvad har været skidt? Primært angrebsspillet, hvor idéerne bag de danske kombinationer har været for få og forudsigelige. Den manglende tænding i lange perioder. Vores keepere har for få gange haft de ekstraordinære redninger, der giver moral til hele holdet og skaber fundamentet for de vigtige kontramål.

Og så har de to på højre back, Kasper Søndergaard og Anders Oechsler, ikke overbevist nogen om, at de har fortjent deres udtagelse til VM. Endnu i hvert fald.

Der er 12 dage, til VM begynder. Nok tid til at rette en hel del i træningslokalet. Det er også nødvendigt, ellers bliver der heller ikke noget at skrive hjem om fra VM denne gang.