Yderligere tre medlemmer af Irans kvindelandshold i fodbold har forladt Australien og besluttet sig for at vende tilbage til Iran, efter at de tidligere på ugen søgte om og blev tildelt asyl i landet.
Det oplyser Australiens indenrigsminister, Tony Burke, i en udtalelse søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.
- I løbet af natten har tre medlemmer af det iranske kvindelandshold i fodbold besluttet at slutte sig til resten af holdet på deres rejse tilbage til Iran, skriver ministeren.
Oprindeligt havde syv personer fra holdet søgt om asyl i Australien. Det skete, efter at iransk stats-tv havde udråbt de iranske spillere som krigsforrædere.
Årsagen til udråbelsen var, at flere af spillerne før holdets åbningskamp mod Sydkorea i turneringen Asian Cup i sidste uge var tavse under nationalmelodien.
Kun tre af de syv opholder sig fortsat i Australien. Umiddelbart efter at iranerne var blevet tildelt asyl, valgte én af dem at rejse tilbage til Iran.
Menneskerettighedsgrupper har ifølge AFP flere gange beskyldt de iranske myndigheder for at lægge pres på deres atleter i udlandet.
Det gør myndighederne ifølge grupperne ved at true atleternes pårørende eller beslaglægge deres ejendele, hvis de bryder med eller udtaler sig negativt om landet.
- Den australske regering har gjort alt, hvad vi kunne, for at sikre, at de her kvinder fik chancen for at få en tryg fremtid i Australien, siger Burke og tilføjer:
- Australierne bør være stolte af, at det var i vores land, at de her kvinder mødte en nation, der gav dem reelle valgmuligheder, og at de her mødte myndigheder, der forsøgte at hjælpe dem.
Det statslige iranske tv-selskab IRB oplyste lørdag, at tre medlemmer af det iranske kvindelandshold i fodbold havde trukket deres asylansøgning tilbage og var på vej til Malaysia.
/ritzau/
