Hvem skal sidde for bordenden i Det Internationale Håndboldforbund (IHF) i de næste fire år?

Det bliver afgjort på søndag, når forbundets 211 medlemslande skal stemme til præsidentvalget ved forbundets kongres i Kairo.

En oplagt kandidat og storfavorit stikker ud, værten for kongressen, Dr. Hassan Moustafa, der har været præsident for IHF siden 2000 og har meldt sig klar til en syvende periode som hele håndboldsportens farao.

Et indblik i hans bagkatalog kan forarge, men også forklare, hvorfor egypteren er en af håndboldsportens mest magtfulde personer.

Ved offentlige optrædener i de senere år har den 81-årige egypter vist tydelige tegn på alderdom og svigtende hukommelse, men han har alligevel haft bred opbakning fra IHF's medlemmer.

Også selv om han beviseligt har beriget sig selv med mere end en 20-dobling af præsidenthonoraret, så han nu tjener cirka fire millioner kroner om året.

I tillæg har han gentagne gange fået kritik for selv at have modtaget lukrative salærer fra de partnere, som IHF har solgt VM-slutrunders tv-rettigheder til. Han har også været anklaget for korruption i forbindelse med tildeling af værtskaber.

Så sent som i weekenden var han blevet hjemme, da VM-medaljerne skulle deles ud i Holland ved kvindernes verdensmesterskab. IHF forklarede det opsigtsvækkende fravær med arbejdsopgaver relateret til den IHF-kongres, der fredag begynder i hans hjemland.

Og måske har Hassan Moustafa haft brug for at forberede sig lidt mere end normalt. Ved de seneste tre præsidentvalg har han kunnet forberede en skåltale i ro og mag uden at skulle føre en valgkamp, men nu har han for første gang siden 2009 en modkandidat. Eller faktisk hele tre af slagsen.

"Håndbolden fortjener bedre". Sådan lyder essensen af budskaberne fra de tre europæiske mænd, der har valgt at tage en tæt på umulig kamp op med Hassan Moustafa.

Kandidaterne er hollænderen Tjark de Lange, der er medlem af den magtfulde eksekutivkomité i Det Europæiske Håndboldforbund (EHF), Franjo Bobinac, der er medlem af samme eksekutivkomité og desuden præsident for Sloveniens Olympiske Komité, og tyskeren Gerd Butzeck, der er direktør i Forum Club Handball, der er en paraplyorganisation for Europas topklubber.

Ingen af dem anser det dog for specielt sandsynligt, at de lykkes med at vælte den siddende præsident ved valget. De fleste stemmer er formentlig klappet af længe inden kongressen, forventer de.

Ud over potentielt at kunne spænde ben for hinanden har egypterens tre modkandidater også et andet problem: at præsidentvalget foregår demokratisk mellem alle IHF's medlemslande uanset håndboldstørrelse.

Det lyder nobelt, men udstiller en svaghed. IHF har 211 medlemmer, det er 18 flere end FN. Cirka en tredjedel af dem er optaget i IHF i løbet af de 25 år, som Hassan Moustafa har været forbundets præsident.

Egentlig indikerer de mange medlemmer, at håndboldsporten er blevet mere udbredt i hele verden, men det er i så fald en sandhed med modifikationer. I både 2015 og 2023 har Politiken undersøgt, om IHF-medlemmerne overhovedet er aktive inden for sporten eller blot spøgelsesforbund med en stemme.

Ifølge avisens undersøgelser har 62 procent af IHF-medlemmerne ikke et website, 57 procent af forbundene har ikke en gyldig kontaktadresse, 51 procent har ikke en national liga, og 47 procent af medlemmerne er uden et officielt landshold. Tallene bakkes op af en nylig undersøgelse fra det kritiske og undersøgende håndboldmedie GoHandball.

Den begrænsede aktivitet blev udstillet på IHF's tidligere verdensrangliste, hvor under 90 lande overhovedet havde landsholdsaktivitet nok til at være berettiget til en placering. Det medførte kritik af IHF, som i 2019 valgte at nedlægge verdensranglisten - eller i hvert fald stoppede med at opdatere den.

I flere tilfælde består et helt nationalt håndboldforbund af én person, der foruden at være sit lands håndboldpræsident også kan nyde godt af de støttemidler, der kommer fra IHF. I nogle tilfælde medfølger der også en kuffert med bolde og overtrækstrøjer, så der lige er nok til to hold.

Ved IHF's præsidentvalg har en stemme fra en østat uden en eneste håndboldhal samme vægt som stemmen fra Tyskland, der har 760.000 aktive håndboldspillere og er hjemsted for den med afstand mest eksponerede nationale liga målt på tilskuertal, seertal og international udbredelse.

Der er 52 europæiske medlemslande i IHF, men de kommer hurtigt i undertal, når håndboldminiputter som Caymanøerne, Guadeloupe og Kiribati også skal give sit besyv med.

Og det er heller ikke, fordi europæiske medlemmer nødvendigvis fravælger at stemme på Hassan Moustafa ved præsidentvalget, hvor det ikke officielt offentliggøres, hvem der har stemt på hvem.

Flere europæiske lande forsøger at få valgt medlemmer til andre magtfulde poster eller komitépladser i IHF, og de kandidater kan måske nemmere blive valgt, hvis deres hjemlands forbund også støtter den siddende præsident, der har forbindelserne i orden.

En sådan magtstruktur møder kritik fra den danske universitetslektor Chris Kronow Rasmussen, der er ekspert i integritet og selskabsledelse i sports- og bettingbranchen og er tilknyttet University of New Haven.

Med afsæt i forskning inden for området mener han, at der er mange indikationer på, at der foregår forvaltningssvigt i IHF. Det siger han til GoHandball.

Det relaterer sig blandt andet til Hassan Moustafas lange embedsperiode, magtnettet omkring ham, mangel på gennemsigtighed, skinoptagelsen af mange nye, men inaktive medlemslande, der får samme magt som veletablerede håndboldnationer, og hemmeligholdte kriterier for finansiel støtte til de enkelte forbund.

- Det er kombinationen af de ting, der bekymrer mig - ikke bare et enkelt element.

- Fra et integritetsperspektiv synes strukturen i IHF at være yderst sårbar over for politisk kapring, og den er modstandsdygtig over for reformer, siger Chris Kronow Rasmussen til GoHandball.

Ved at have haft den samme præsident i 25 år lever IHF heller ikke op til Den Internationale Olympiske Komités (IOC) principper for good governance, der blev nedskrevet efter eksempler på magtfuldkomne ledere i en række specialforbund, eksempelvis Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

IOC ser helst, at forbundspræsidenter ikke sidder længere end 8 eller 12 år på en præsidentpost. Søndag kan Hassan Moustafa forlænge sin embedsperiode, så den når op på 29 år.

/ritzau/